AFSTEMNINGEN ER SLUT: Seks projekter får del i deltagerbudgettet

Billede af vinderne af deltagerbudgettet

26. januar 2021

Borgere, organisationer, foreninger og virksomheder meldte sig på banen med en masse stærke og kreative projekter.

Blandt alle de kreative projektidéer, vi har modtaget, gik i alt ni videre til afstemningsrunden.

De sidste stemmer er nu blevet talt op, og vi kan annoncere at i alt seks projekter får del i deltagerbudgettet. Fælles for dem alle er, at de skal mindske smittespredningen og øge trivslen blandt kommunens unge. Projekterne bliver sat i verden i foråret. Mød projekterne her:

Send et smil

Rehabiliteringsforløb, som er et tilbud for psykisk sårbare i Aarhus, søgte i alt 6000 kr. til projekt ’Send et smil’.

Projektet går ud på at få kommunens unge til at skrive postkort til dem, som de har kær. Forsamlingsforbuddet gør, at man ikke kan se alle i sin omgangskreds, derfor skal postkortet fungere som en ’hilsen på afstand’.

Rehabiliteringsforløb håber på, at brevene kan modvirke ensomhedsfølelser, og at de kan starte en synergieffekt, hvor modtagerne af postkortene sender postkort tilbage til afsenderne.

 

Ung-TV for unge i coronatid

Beder-Malling Idrætsforening (BMI) søgte i alt 8000 kr. til projekt ’Ung-TV for unge i coronatid’. Her vil unge frivillige under 18 år producere TV-indslag for andre unge, som skal inspirere til, hvordan man bliver en del af et fællesskab på trods af COVID-19 og forsamlingsforbud.

Med ung-til-ung-kommunikation, regner BMI med at kunne nå ud til mange unge og mindske deres ensomhedsfølelse og styrke deres fællesskaber.

 

Make a Mask & Wear a Mask

LåB art, som består af to kunstnere og frivillige fra Café Mellemfolk, søgte i alt 10.000 kr. til projekt ’Make a Mask & Wear a Mask’.

Kunstnerne vil invitere kommunens unge til at komme og lave deres egne unikke og enestående mundbind, som skal øge lysten til at bære mundbind og inspirere andre til at lave og bære deres egne mundbind. Og så er det selvfølgelig en oplagt mulighed for at lære unge at sy!

 

Online banko for fællesskab

Ungdommens Røde Kors i Aarhus søgte i alt 10.000 kr. til projekt ’Online banko for fællesskabet’.

Her vil de samle kommunens unge online til en aften med fællesskab og godt humør, hvor alle deltagerne kan føle sig unge igen og som en del af noget.

Ungdommens Røde Kors i Aarhus planlægger at bruge en kendt lokal vært fra Aarhus og regner med et deltagerantal på mellem 75-150. I løbet af aftenen vil der være en masse fede præmier og sjove indslag, som de håber på, kan bringe et smil på læben hos deltagerne og lade dem mærke, at der også findes andet end COVID-19.

 

Run for Friendship mod corona

Run for Friendship, som er en løbeklub i Aarhus, søgte i alt 9945 kr. til projekt ’Run for Friendship mod corona’.

Projektet inviterer aarhusianere til ugentlige coronaforsvarlige udendørs løbetræninger, styrketræninger og boldspil. Her er plads til alle uanset alder og fitness-niveau.

Run for Friendship håber på, at de igennem fællesskab og motion kan mindske mistrivsel og ensomhed hos deltagerne på en coronasikker måde.

 

ØjenKontakt

Nina Kryger Kjær søgte i alt 2000 kr. til projekt ’ØjenKontakt’.

Her vil unge aarhusianere blive inviteret til at se hinanden i øjnene. Bogstaveligt talt. Seks stole vil blive placeret overfor hinanden med afstand og så bliver aarhusianere inviteret til at sætte sig ned og kigge en fremmed person i øjnene. Når den ene part ikke har lyst mere, rejser vedkommende sig blot og går. Måske siger man farvel. Måske husker man blot den andens øjne.

Nina håber på, at projektet vil bringe os tættere på hinanden på en coronasikker måde.

 

Spørgsmål

Hvis du har spørgsmål til deltagerbudgettet eller processen, kan du læse mere her, eller kontakte Elise Andersen fra Sekretariatet for Ungekriseledelsen på mail: elmoa@aarhus.dk