Ramis fortælling: Folk skal tage det seriøst

Billede af Rami - Ung coronaramt

Foto: Malene Porup

”Jeg havde aldrig troet, at det skulle ramme mig. Jeg er jo ung og frisk,”

Sådan fortæller 24-årige Rami Ejleh, som blev smittet med coronavirus i sensommeren og endte med at bruge fire dage på Skejby Sygehus.  

Der var ingen tegn på, at Rami Ejleh skulle blive alvorligt syg med corona. Han har hverken astma eller andre sygdomme, der kan indikere et alvorligt sygdomsforløb. Alligevel blev han hårdt ramt. Fra han fik de første symptomer – hovedpine og ondt i halsen – til han blev indlagt med ambulance, gik der blot seks dage.

 

Et tal i statistikkerne

Inden da havde Rami Ejleh taget sine forholdsregler og skåret ned på sit sociale liv, så han stort set kun havde daglig omgang med sine kollegaer i det digitale konsulenthus Novicell. Men livet går videre på trods af coronavirus, og med en forestående flytning ud af byen skulle Rami Ejleh tage et kørekort.


Det var på førstehjælpskurset, at Rami Ejleh blev smittet. Han ved det med sikkerhed, fordi den makker, han var blevet tildelt, udviste tydelige symptomer. Makkeren havde hostet og nyst, og selvom de forsøgte at holde afstand, blev Rami Ejleh smittet. Fire dage efter kom symptomerne: Feber, træthed og en smerte i halsen som var værre end en normal halsbetændelse.

Med det samme bestilte han en test hos vagtlægen og gik i isolation, og svaret var, som han havde indstillet sig på. Positivt. Rami Ejleh var blevet smittet med coronavirus og var nu et tal i statistikkerne.

”Derfra gik det hurtigt. Jeg havde ikke åndedrætsbesvær, men det gjorde så ondt i min hals, at jeg knap nok kunne synke og derfor hverken kunne spise og drikke. Til sidst blev jeg hentet med ambulance, og så var jeg indlagt i fire dage,” fortæller Rami Ejleh om oplevelsen.

 

Indlagt på Skejby

På Skejby blev han mødt af personale iklædt dragter og visir, og han blev isoleret i et lokale med en coronaramt medpatient. En ældre mand med vejrtrækningsproblemer.

”Personalet var søde, men det var mærkeligt, at de var nødt til at være fuldt pakket ind for at komme ind til mig,” siger Rami Ejleh og fortsætter: ”fordi det jo føltes, som om det var mig, der var farlig.”

Efter fire overnatninger på hospitalet blev Rami Ejleh udskrevet. Sygdommen var aftaget, men for at være helt sikker på, at han ikke havde virus i sig, blev han sendt i isolation på et hotel i en uge. Her blev maden sat uden for værelsets dør, og Rami Ejleh så ikke andre mennesker hele ugen.

”Det var utrolig kedeligt ikke at se nogen mennesker i så lang tid. På de to uger hvor jeg var indlagt på hospitalet og i isolation på hotellet, fik jeg set stort set alt på Netflix.”

I dag er Rami Ejleh tilbage på sit arbejde – fra hjemmekontoret - og han oplever ikke slemme senfølger, som mange andre covid-ramte rapportere om.

”Jeg synes, vi skal tage corona meget mere seriøst, end vi gør nu. Egentlig synes jeg, at regeringen håndterede det forkert ved at starte med at sige, at corona kun er farligt for ældre mennesker og folk i risikogruppen,” lyder det fra Rami Ejleh, inden han afslutter: 

”For virussen kan ramme hårdt, og senfølgerne kan være langvarige, så jeg synes virkelig, at folk skal tage det alvorligt.”

Og kørekortet? På grund af sygdomsperioden blev processen forsinket og Rami Ejleh venter nu på at kunne komme op til køreprøven.